Tale af generalløjtnant Per Ludvigsen (Chef for FMT) ved navngivning af "Rota"
Kære miljøminister, kære CHSK, kære CHSOK - kære kollegaer og kære gæster.
På vegne af Forsvarets Materieltjeneste vil jeg gerne byde velkommen til denne navngivning og kommandohejsning af det sjette MKII STANDARDFARTØJ i DIANA-klassen.
Når vi i dag navngiver det sidste af de seks standardfartøjer af DIANA-klassen, så markerer vi også enden på dette anskaffelsesprojekt. Det er jeg glad for og tilfreds med. Glad, fordi forsvaret, og helt konkret CHSOK Nils Wang nu råder over hele den tiltænkte DIANA-klasse. Tilfreds fordi FMT her i dag beviseligt har levet op til sin opgave i det danske forsvar: at skaffe, forsyne og vedligeholde til gavn for vores ejere, kunder og brugere. Og vi har gjort det med respekt for økonomi og miljø.
At anskaffelsen er sket med behørig respekt for forsvarets økonomi og miljøet er selvfølgelig en stor glæde for mig, når nu miljøminister Troels Lund Poulsen og forsvarskommandoen ved kontreadmiral Lars Kragelund - er til stede i dag. Så kan FMT’s ejere endnu en gang ved selvsyn se, at der bliver leveret materiel til vores kunde - CHSOK kontreadmiral Nils Wang.
Hvad angår det miljømæssige aspekt, så har anskaffelsen haft et langsigtet perspektiv – nemlig at kunne imødekomme de miljøkrav, som træder i kraft i 2016. De krav vil DIANA-klassen overholde, fordi vi har haft et tæt samarbejde med firmaet DANSK TEKNOLOGI (DT).
DANSK TEKNOLOGI har udviklet et SCR-system med katalysator, der reducerer emissionen af NOx med mere end 80% i forhold til i dag. Og det er faktisk tilstrækkeligt til, at fartøjet ikke ”bliver taget med trosserne nede” i forhold til fremtidige skærpede miljøkrav.
Her skal der lyde en stor tak til DANSK TEKNOLOGI. For der skal vist en del fantasi til for at udvikle et system, der kan reducere emission med 80%, når forsvaret – generøse som vi er – kun stiller en udrangeret brandbil til låns i udviklingsfasen. Men det var nok, idet DANSK TEKNOLOGI så at sige har produktudviklet ideerne, så der nu er skabt en form for bro mellem lastbilsmotorer og marinemotorer. For os andre novicer er en motor vel en motor, men lad mig uden yderligere forklaring slå fast, at sådan er det ikke.
Hvad angår økonomien, så er der i den grad tænkt i forsvarets velkendte term – det skal være netop tilstrækkeligt. For mine dygtige medarbejdere i Forsvarets Materieltjeneste har det været en daglig udfordring, at projektet så absolut ikke har været overfinansieret. Faktisk har vi valgt at genbruge motorerne fra FLYVEFISKEN-klassen, med besparelse til følge. På jysk betyder det vist, at det ikke er en skændsel at vende en 25-øre mange gange i hånden, før man giver slip på den.
Som chef for Forsvarets Materieltjeneste er man også et bindeled til industrien. Her vil jeg godt fremhæve indsatsen fra Hvide Sande Skibs- og Bådebyggeri. Firmaet fik opgaven med at installere katalysatoren i DIANA-klassens fartøjer. Normalt kaster jeg ikke med superlativerne – det kan nemlig blive dyrt senere – men jeg vil godt sige, at FMT’s samarbejde med DANSK TEKNOLOGI og Hvide Sande Skibs- og Bådebyggeri (HSSB) er forløbet lige efter bogen. Det er foregået i en behagelig og løsningsorienteret tone, som reelt kan danne skoleeksempel for fremtidigt samarbejde mellem industri og forsvaret – med miljøet og Søværnet som vindere. Og det er jo bare det, det hele handler om for FMT.
Med disse ord vil jeg for sjette og sidste gang på MKII fronten – og med glæde konstatere, at mine medarbejdere i FMT har gjort deres arbejdet godt, så den sjette enhed i DIANA-klassen kan navngives i dag den 12. december 2009, hvorefter der hejses kommando.
Men inden der kan hejses kommando, skal jeg meddele Forsvarskommandoen, at det sjette standardfartøj af DIANA-klassen er klar til operativ tjeneste.
Inden overdragelsen til FKO skal fartøjet dog have et navn, og jeg vil derfor bede navngiveren, miljøminister Troels Lund Poulsen, om at navngive fartøjet.